Fredag den 23. oktober 2026.
Stevns: To dage på Stevns bød på skiftende vejr, hyggeligt samvær, spændende hug og enkelte ørreder, mens kystens uforudsiglighed bevarede fiskeriets særlige tilltrækning.
Stevns, hvor klinten ligner en ambolt
Der er steder, hvor man vender tilbage for fiskene. Andre steder lokker med landskabet, historien og de muligheder, der altid synes at gemme sig lige uden for rækkevidde. Stevns har lidt af det hele.
Stensætningen ved Strøby er anlægt for at beskytte fiksernes både.
Torsdag: Plads til flere ved kysten
Jeg søsatte pontonbåden øst og vest for havnen i Strøby. Planen var egentlig at fiske op mod Køge Sønakken, men fire andre lystfiskere havde allerede indtaget pladsen.
Så måtte planerne justeres.
Kysten er heldigvis lang, og der er ingen grund til at stå i kø, når der findes andre strækninger, som fortjener at blive udforsket.
Vejret begyndte med byger, men efterhånden brød solen frem. Vinden kom fra syd og blæste fra land. Det gav nogle andre betingelser for fiskeriet, end jeg kunne have ønsket mig, men sådan er det ved kysten. Man kan planlægge meget, men aldrig bestemme over vind, vand og fisk.
Lars Andersen og Thomas Sams ankom først om eftermiddagen og søsatte deres pontonbåde fra P-pladsen ved Kystvejen.
Fiskeriet blev ikke nogen stor fangstfest. Jeg havde et hug, en ørred fulgte efter fluen, og en mindre, blank fisk kom en kort tur i nettet.
Lars og Thomas fik hver en ørred, den ene farvet, den anden blank.
Det var ikke de store fangster, der kom til at præge dagen. Men fiskeriet handler heller ikke altid om antallet af fisk. Der er også glæden ved at være på vandet, læse forholdene og mærke det lille sug af forventning, hver gang fluen forsvinder i overfladen eller linen pludselig strammes. 
Lars Andersen fangede denne smukke gydeørred.
Bådbygger Lars Andersen fangede en to kilos ørred under klinten.
Fredag var jeg heldig at fange to mindre blanke ørreder på strækningen mellem havnen ved Bøgeskoven og Klinten.
Kutteren Bogense illustrerer bedre end mange ord tilstanden for det kytnære fiskeri, hvor stolte traditioner og hårdt arbejde kæmper (forgæves?) for at overleve.
Fredag: Kaffe, historier og nye forsøg
Fredagen begyndte med god kaffe og snak. Lystfiskerhistorierne kom naturligvis også på bordet. De har det med at vokse lidt med årene, men det gør dem ikke mindre underholdende. Nogle handler om fisk, der kom i nettet, andre om dem, der slap fri, og enkelte om hug, som stadig står lyslevende i hukommelsen, selv om fisken aldrig blev set.
Snart gik turen mod Bøgeskoven og for mit vedkommende sejlede vi sydpå mod Stevns Klint.
To mindre, blanke ørreder kom en kort tur i fangstnettet. Derudover faldt et tungt hug, som satte fantasien i gang. Var det en større ørred? En fisk, der blot havde taget fluen på en anden måde? Det får stå hen i det uvisse.
Ved kysten er der altid noget, man ikke får svar på. Og måske er det netop en del af tiltrækningen. Havde vi kendt resultatet af hvert kast på forhånd, ville der næppe være megen spænding tilbage.
Hvorfor hedder det Stevns?
Mellem fisketurene er der også tid til at kigge på landskabet og tænke over det sted, man befinder sig.
Navnet Stevns forbindes eftersigende med det gammeldanske ord stæth eller stæthi, der betyder ambolt. En mulig forklaring er, at navnet henviser til Stevns Klints karakteristiske profil, som kan minde om en ambolt.
Det er en fin tanke. Måske har mennesker gennem generationer betragtet klinten fra havet og genkendt en form fra deres egen hverdag. Dengang var ambolten også et velkendt redskab, ikke mindst for smeden, der med hammerens gentagne slag formede det glødende jern.
Jeg har selv arbejdet som smed. Derfor er billedet ikke fremmed for mig. En ambolt er tung, solid og skabt til at modstå gentagne slag. Den står fast, mens andre kræfter arbejder på den.
På sin egen måde er klinten også formet af kræfter, der har virket gennem ufatteligt lange tidsrum. Havet, vejret og erosionen arbejder videre, uden at tage hensyn til vores forestillinger om, hvordan landskabet bør se ud.
Der er noget fascinerende ved, at et stednavn måske rummer et glimt af den måde, tidligere generationer så og forstod deres omgivelser på. Navne er ikke blot praktiske betegnelser på et kort. De kan være små stykker kulturhistorie, overleveret fra mennesker, som for længst er borte, men som efterlod spor i sproget.
