Torsdag den 14. august 2025.
Vesterhavet ved Tornby Strand: En dag ved Tornby Strand bød på smukke naturoplevelser, hyggeligt selskab og lidt fiskeri. Havbarsen udeblev, men hornfisk, fjæsing og makrel gav alligevel fiskeglæde – og en god middag.
Sol, brise og fiskegrej: En dag med Dorte og Kåre
Der er noget helt særligt ved at tage til Vesterhavet.
For mig blev det en uforglemmelig dag med både afslapning og oplevelser.
Jeg havde en aftale med Kåre Ettrup Schmidt om at mødes ved Tornby Strand, lidt syd for Hirtshals, og min kære Dorte var mere end klar til at deltage. Hun havde ikke planer om at fiske – hendes mål var at nyde den smukke udsigt, tage en lang gåtur langs stranden og måske tage en forfriskende dukkert i det brusende hav.
Da vi ankom, mødte vi et Vesterhav, der var både roligt og indbydende. En kort byge bød os velkommen, men snart brød solen frem. En let brise fra land gjorde det perfekt til en dag ved vandet.
Dorte gik en lang tur langs kysten, og syntes det var ren magi at se og høre de bløde dønninger rulle ind mod stranden. Det er i de simple øjeblikke, man virkelig forstår, hvorfor Vesterhavet er så specielt.
Som fluefisker var jeg også spændt på at tage ud med Kåre som på dagen også skulle prøve sin nyeste investering. En Torqedo Traveller el-motor.
Vi skulle fiske fiske fra vores Anderson Mosqeeto pontonbåde, og vi håbede på at fange både havbars og makrel.
Havbarsen viste sig dog at være svær at finde den dag.
I stedet måtte jeg “hygge” med hornfiskene og jeg fangede et par stykker. Det blev også til et par fjæsing, men makrel og havbars holdt sig skjult.
Kåre havde mere held – han fik tre flotte makreller på sin Clouser Deep Minnow, som han venligt overlod til mig. Efter en nat i salt og køleskab er de perfekte til min rygeovn hjemme på Skytten.
Selvom fangsten ikke blev stor, havde vi en fantastisk dag. Dorte nød stranden, Kåre og jeg fik fiskeri på kontoen, og vi kunne nyde naturens skønhed ved Vesterhavet.
Jeg glæder mig allerede til at komme tilbage, når vejr og vind passer – og måske vil havbarsen så være lidt mere samarbejdsvillig!

En bomstærk makrel har taget fluen. Bemærk også motoren. Den nye Torqeedo Traveller der en opgraderet udgave af den tidlige model fra den tyske producent. Største ændring er det kabelfri set-up.

Kun færgerne og specielt hurtigfærgen kunne rejse dønningerne.

Kåre Ettrup Schmidt lander turens sidste makrel.

Det mægtige Vesterhav/nordsøen viste sig fra sin smukkeste side.












































