Tirsdag den 10. november 2026.
Nørreåen: Grå novemberdag hvor jeg roede opstrøms fra Fladbro, fangede én gedde og en Mepps spinner som sad og glimtede i et træ.
Mod strømmen fra Fladbro
Efter morgenkaffe, avislæsning og andre hyggelige gøremål sammen med Dorte, gik turen få kilometer vestpå. Det var sådan en formiddag, hvor det ikke behøver at blive til så meget, før det er blevet til nok. Bare ud. Bare på vandet.
Ved bådrampen ved Fladbro søsatte jeg Mosqeeto’en og roede mod den svage strøm et par kilometer opstrøms.
Der er ikke meget fart over Nørreåen her. Den flyder dovent, næsten uden at bestemme sig.
Vandet lå blankt, sivene stod gule og grønne langs bredden, og skoven bagved var stadig i efterårsfarver, selvom himlen havde lukket sig i dis.
Nørreåen ved Randers
Den har sit udspring i vest for Viborg og løber sammen med Gudenåen ved Fladbro lidt opstrøms Randers. Nørreåen er ca. 50 kilometer og er kendetegnet med et lille falg og en bred ådal.
Det mærker man, når man driver langsomt nedstrøms. Der er sving, en sivkanter eller en dybere rende, der ligner et sted, hvor en gedde godt kunne stå og vente på en godbid.
Nedstrøms
Efter roturen opstrøms vendte jeg båden og fiskede et par timer nedstrøms med diverse fluer på forfanget. Det var ikke fiskeri med store armbevægelser. Mere stille kast langs kanterne, et par strøg ind over det dybere vand, og så drive videre, mens åen selv gjorde det meste af arbejdet.
En enkelt gedde måtte give sig. Ikke noget monster, bare en fin, kold novembergedde, der tog fluen bestemt og lod sig lande uden det store drama. Den fik selvfølgelig friheden igen.
Derudover blev det til en Mepps spinner, som jeg “fangede” i et træ. Det er jo klassikeren. Man sigter efter kanten, vinden tager lige en anelse, og så hænger den der og dingler over vandet, helt uden for rækkevidde, mens lystfiskeren forsøger at se både dum og rutineret ud på samme tid. Den fik lov at blive hængende som pynt indtil jeg kjom forbi.
Vejret var gråt og køligt. Ingen sol, bare den der stille, fugtige novemberluft, der får farverne ved bredden til at stå lidt skarpere, fordi himlen ikke larmer.
Da jeg tog båden op igen ved Fladbro, var fingrene kolde, kaffen for længst drukket, og dagen alligevel helt, som den skulle være.
Nogle dage er det nok.
Engene langs Nørreåen har tidligere været dyrket og græsset, men jorden er efterhånden sunket op til 1,5 meter. Drængrøfter og dræn vedligeholdes ikke længere, så vandet er på vej tilbage, og siv og rørskov tager langsomt engene tilbage.
