Gudenåen den 28. marts 2013: Mens isen stadig driller i fjordene, søerne og Bredningen, er Gudenåen isfri. Sammen med Claus T. Nielsen, Steen Thostrup Häggqvist og Lars Andersen stod den Skærtorsdag på en drifttur fra Stevnstrup til Randers.
Solen varmede og humøret var højt, da vi ved ti-tiden søsatte og med strømmen satte kursen mod Randers!
Guidebåden
Lars Andersen skulle for første gang i år nyde at fiske fra Guidebåden. Så mens jeg sørgede for at holde kursen og en bekvem afstand til åens bedste geddespots, kunne Lars koncentrere sig hundrede procent om at fiske... Der skulle da heller ikke gå ret længe før en første gedde gik til den smukke kobberfarvede fluen, som forøvrigt var bundet af Jeppe Lyngsø.
Snart var der atter bud fra Naphans. Flere hanner med "kærlighedsbid" kom indenbords. Madammerne, der indtil temperaturen stiger en anelse, hellere vil bide bejlerne end at gå igang med gydningen, må helt sikkert være i området...
Udover bidmærkerne var samtlige gedder også fyldt godt op med igler.
Fiskede selv når Lars trængte til at brænde lidt tobak. Det blev på relativt få kast til 4 gedder.
Kirkerenden
Frokosten blev holdt i læ af motorvejdsbroen. Herefter fortsatte vi nedstrøms. Havde tænkt mig at guide Lars gennem Kirkerenden, men måtte konstatere, at kanalen er lukket, eller rettere vokset til. Måske nogle af jollefiskeren med masser af HK på bagsmækken ville bruge lidt tid her?
Claus T. Nielsen havde en dag hvor Naphans bare ikke ville blive på fluen. Tror helt sikkert på, at det er fiskefeberen der har fået forceret tilslaget?
Stemningen stiger når der er dobbelt Naphans!
God afslutning på vinterfiskeriet!
Med få dage til gedderne velfortjente fredning kan vi se tilbage på et vintergeddefiskeri, der bogstaveligt har være frosset ned. Håber de kommende vintermåneder vil blive lidt mildere. Har vi ikke fortjent det?