Mandag den 22. december 2025. 
Dronningborg Bredning: Efter frokost og fællesskab trak vinterens stilhed. En kold rotur ved Dronningborg, selskab af en sæl. Desværre ingen gedder, men ro, motion og varme ved hjemkomsten.
Ud i kulden, hjem i varmen - Glædelig Jul!
Efter søndagens fødselsdag og hyggelige herrefrokost meldte behovet sig. Ikke efter mere mad, men efter luft. Og vand.
Taknemmeligheden hang stadig i stuen hjemme. Røget Gudenålaks og whisky fra Peter Fosgerau, gode og kloge ord og grin fra Steen Ulnits, Lars Andersen og Henrik Minor Vedel. Og en stor tak til kærest Dorte, som fik det hele til at glide med ro og overblik.
Men kroppen havde brug for noget andet. Stilhed. Bevægelse.
Jeg satte kurs mod Dronningborg Lystbådehavn og søsatte Mosqeetoen. Østenvinden bed i kinderne, vandet var faldende og koldt, og december viste sig fra sin grå, kompromisløse side.
Netop som jeg gled ud af havnen, dukkede selskabet op. En sæl. Nysgerrig, tavs og vedholdende. Den fulgte mig i timerne, dukkede op og forsvandt igen, som et levende komma i landskabet.
Gedderne meldte sig ikke. Heller ikke her var fiskeriet, hvad det engang var. Ingen hug, ingen ryk i linen. Kun vandets rolige modstand og svømmefødderne gentagne rytme.
Alligevel var det en god tur. En rotur. En pause. Et lille vinterritual mellem fællesskabets varme og hjemmets tryghed.
At komme hjem igen, rød i kinderne og med kulden siddende i fingre og fødder, gjorde varmen i stuen desto bedre. December kan noget, når man giver den tid.
Sælen fulgte mig på turen.
Min kære by set fra "søsiden".
