Fredag den 3. juli 2026.
Norge, Rena: Danica klækkede, vinden drillede, og fiskene var forsigtige. Første helt på tørflue, årets første stalling på French Partridge.
Fluefiskeri handler om mere end fisk
Dagens guidetur i Raften med Steen Ellemose og Henning Bendtsen begyndte med regnbyger, men efterhånden klarede vejret op.
Til gengæld tog vinden over og gjorde sit bedste for at sætte en stopper for fiskenes lyst til at kigge op mod overfladen og vores tørfluer..
Der var ellers masser af liv på elven. Store Danica-majfluer drev ned, og der var dækket godt op til en af sommerens helt store tørflueoplevelser. Men vinden brød overfladen, og de ringende fisk lod vente på sig.
Så vi gjorde det, som tørfluefiskere må lære at mestre: ventede. Ankeret blev kastet, og vi lod tiden arbejde for os, mens blikket konstant søgte efter den næste diskrete ring i overfladen.
Dagens første store oplevelse tilfaldt Henning, der kunne lande sin allerførste helt, eller sik, nogensinde. Endda på tørflue. Det er en fisk, som mange aldrig oplever tage en flue fra overfladen, og smilet ombord sagde alt.
Lidt senere kom belønningen også til Steen. En smuk stalling lod sig friste af en French Partridge, den klassiske imitation af en Danica. Det blev samtidig sommerens første stalling til Steen.
Også et par ørreder valgte at tro på majflueimitationen, mens dagens største ørred nøjedes med at "stikke" sig på krogen og efterlode os med den velkendte blanding af spænding og nysgerrighed.
Vinden var en trofast følgesvend gennem hele turen og gjorde fiskeriet vanskeligt fra start til slut. Alligevel blev det endnu en dag, hvor oplevelserne vejede tungere end antallet af fisk. Da vi sluttede lidt før klokken ni, målte jeg vandtemperaturen til 14 grader, et fint udgangspunkt for de kommende dages fiskeri, hvis vinden vil slippe sit tag.
Vi var helt enige om én ting på hjemturen: Tørfluefiskeri handler ikke om at tælle fisk. Det handler om forventningen, observationerne, de rigtige valg og de øjeblikke, hvor en fisk bryder overfladen og får tiden til at stå stille.
Det er netop derfor, vi bliver ved med at tro og håbe!

Steen Ellemose har forladt Raften og forsøger at friste en ørred der holder til ved indløbet til bagvandet.

Leif Christensen havde mange helt til at tage tørfluen. Men som det ofte sker afbrød fisken med den lille bløde mund samarbejdet inden den kom i fangstnettet. Senere på dagen landede og genudsatte Leif en stalling på 55 cm.

Ved pausestedet mødte vi en amerikaner som fik nogle fluer og nogle gode råd af Steen Ellemose.

Henning Bendtsen med sin allerførste helt fanget på tørflue.

Ventetid. Mens guiden spejder efter ringende fisk slappper Steen Ellemose af på forsædet.
Læs mere om mine fisketure i Rena og Norge: https://brakvand.com/fisk-fangst/norge






