Onsdag den 8. juli 2026. 
Norge, Rena: Driftturen bød på fisk, hård vind og en uforglemmelig lang fight med en enorm ørred, der slap fri, men efterlod minder, som varer længere.
Vinden bestemte dagen og tog præcitionen!
Driftturen fra Holmen til Leopardbroen begyndte med en lille gestus. Johnni Thorvaldsen var venlig at lade mig parkere Caddy'en ved Leopardbroen, så logistikken var på plads, og elven ventede.
Jeg lagde ud med den store majflue for enden af forfanget. Den burde være det oplagte valg på denne årstid, men vinden havde andre planer. Gang på gang greb den fat i den store flue, så de præcise kast til de formodede standpladser blev sværere, end de burde være.
Det fik mig til at tænke. Er det bare mig, eller er de nordiske somre blevet mere blæsende? Måske er det klimaforandringer. Måske blot tilfældigheder. Som fluefisker lægger man mærke til den slags. Vind er ikke bare vind. Den bestemmer ofte, hvor fluen lander på vandet.
Flueskift
Undervejs skiftede jeg til en skumflue med en massiv krop og gummien. En flue med langt mindre vindmodstand. Den skulle imitere den store slørvinge. Et insekt, der kun viste sig sparsomt denne dag, men som især de store ørreder har svært ved at ignorere.
Der var langt mellem ringene ørreder og stallinger.
Elven virkede stille, næsten eftertænksom. Alligevel lykkedes det at friste nogle fine ørreder, og langsomt voksede troen på, at dagen stadig gemte på en overraskelse.
Den store overraskelse
Den kom først tæt på turens afslutning.
I en kraftig hovedstrøm med et lavvandet bagvand langs bredden steg en stor ørred roligt til fluen. Få sekunder senere eksploderede elven.
Fisken gik tungt opstrøms, mens pontonbåden fortsatte i god fart nedstrøms med strømmen. Fluelinen og en god del af baglinen forsvandt ud gennem topøjet, og kampen udviklede sig til et langt dramatisk tovtrækkeri mellem strøm, fisk og mig.
Til sidst fik jeg presset ørreden ud af hovedstrømmen og ned mod roligere vand, ca. 75 meter nedstrøms dens standplads.
Flere gange tog den tunge, seje udløb. Én gang var den blot få meter fra nettet. Jeg nåede at se dens brede ryg og dens imponerende størrelse. En ørred, der næsten virkede uvirkelig og lidt skræmmende.
Efter mere end et kvarters intens fight slap fluen ørredens mund..
Tilbage var kun det rindende vand og stilheden.
Det mærkelige er, at skuffelsen hurtigt forsvandt. Den blev afløst af taknemmelighed. For nogle fisk er måske ikke skabt til at blive landet. De skal blot minde os om, hvorfor vi bliver ved med at drive ned ad elven, hvorfor vi binder endnu en flue, og hvorfor vi altid tror, at det næste kast kan blive det, man husker resten af livet.
Læs mere om mine fisketure i Rena og Norge: https://brakvand.com/fisk-fangst/norge
Fik flere ørreder til at stige til skumfluen. Efter en tur i nettet, hvor den modhageløse krog ofte afkroger sig selv, er det retur i elven.
Dagens flue var fra Bonds Flyshop.
På turen nedstrøms mødte jeg mine danske venner Lars Bådbygger, Thomas Sams, fynboen Claus Frederiksen (tak for god rom) og nordjyden Jess Anton Larsen.
Nedstrøms Røbro er der en kort strækning med synligt grundfjeld.
