Torsdag den 9. juli 2026.
Norge, Rena: En varm sommeraften på Rena bød på nye bekendtskaber, smukke klækninger, tørfluefangede fisk og endnu en påmindelse om, at tålmodighed altid belønnes.
Første tur i båden og en helt på tørt
Så blev det igen varmt.
Dagen gled stille af sted med snak om fluer, fluebinding, grej og tørfluefiskeri. Min danske ven Dennis Jensen lagde vejen forbi (tak for vin) Tour de France rullede hen over skærmen, og timerne forsvandt næsten ubemærket, mens forventningerne voksede til endnu en aften på elven.
Danske Claus Frederiksen måtte supplere med lidt formiddags fluebinding inden drifturen.
Den kølige elv
Hen på aftenen kørte jeg sammen med min nye "nabo", Wyatt Rooney fra Montana, til Holmen hvor vi søsatte Mosqeeto-bådene.
Selv om Wyatt aldrig tidligere havde fisket fra hverken flydering eller pontonbåd, gik der ikke længe, før både årer og svømmefødder arbejdede i takt.
Det er altid en fornøjelse at se nogen opdage, hvor elegant en pontonbåd bevæger sig gennem strømmen.
Aftenen blev endnu bedre, da Wyatt kunne lande sin første helt på tørflue. Den slags fisk glemmer man ikke.
Helt og ørred
Luften var fyldt med vårfluer og døgnfluer. De drev hen over vandet som små løfter om, at noget kunne ske hvert eneste øjeblik. Selv fik jeg en fin ørred og et par helt/sik, mens skumringen langsomt lagde et gyldent slør over elven.
Aftenen mindede endnu en gang om en af tørfluefiskeriets vigtigste sandheder: Det er på vandet fluen fisker, ikke i luften.
Især når man fisker blindt over sandsynlige standpladser, handler det om at få fluen til at flyde frit og drive naturligt med strømmen længst muligt. Ofte er det netop de sidste meter af et perfekt drift, der udløser hugget.
Ørredernes standpladser findes tit tæt under brinken, ved udhængende grene eller i strømrender, hvor strømmen bringer føden forbi uden at fisken behøver bruge unødige kræfter.
Aftenens ørred tog fluen da den passerede nogle udhængende grene.
Gensyn med Dennis
Sidst på aftenen mødte vi Dennis Jensen, som havde driftet hele vejen fra Strømstad til Holmen. Han fortalte om et fornemt fiskeri med både ørreder og helt, og smilet afslørede, at dagen havde været lige så god, som ordene beskrev.
Klokken nærmede sig halv elleve, da vi trak bådene på land. Lyset ville endnu ikke slippe taget i dalen, og den lune sommeraften gjorde det svært at sige farvel til elven.
Men fredag står den igen på guidetur i den store raft-båd og så gælder det om at være helt frisk og koncentreret.
Slørvinge: Ørrederne elsker den store slørvinge Dinocras cephalotes. Kroppen bliver over 30 mm lang, og vingefanget kan overstige 60 mm. Når den kravler ud på stenene og klækker, er den et eftertragtet måltid for elvens største fisk.
Den næringsrige elv der rummer stort set alle arter døgnfuer, slørvinger og vårfluer som her er blevet "forelsket de gule pontoner.
En til Silje Bond, en til Wyatt og en til mig... Røget helt er på menuen et par gange om ugen.
Stille. lys og lun sommernat ved Holmen.
