Torsdag den 26. februar 2019.
I dag var det ikke vinden der drillede.
Djursland, Fjellerup
Solen har nu fået så meget magt at vandtemperaturen stiger markant. I dag målte jeg således hele 6° varmt vand.
Fiskede sammen med Lars Anderson og søsatte ved Fjellerup. Vandstanden var lav, men steg vel omkring 30 centimeter mens vi fiskede. Var lidt overrasket over at vandet var en smule uklart, nærmest lidt brunligt.
Mens vi fiskede og vandet steg blev det dog mere klart.
Lars startede med et hug... Men desværre: De næste timer mærkede vi intet. Så heller ingen fisk bryde den ellers rolige og blanke overflade.
Solen stod højt på himlen og det varede ikke længe før end temperaturen rundede de ti grader. Og selv om hat og handsker kom af, blev det til en februardag af de svedige.
Lars tog ind lidt før mig og jeg fortsatte med at affiske badekarret lige til venstre fra søsætningspladsen. På grund af det uklare vand, havde jeg sat en "Udbyhøj" på forfanget.
I "overtiden" blev det til en enkelt slank ørred på ca 45 centimeter.
Så flere stimer af små tobiser i det lave vand.

Kan ikke mindes en februar dag med to cifrede plusgrader og vindstille.
Har bemærket at flere lægger svømmefødderne i bagagenettet eller trækker dem over årerne. Mest sikre opbevaring er som vist på billedet. 
Det var betydeligt lettere at fange en pose med plastic, skodder og dåser end at få ørrederne i biddet.





