Tirsdag den 16. december 2025.
Gudenåen ved Randers: Høj vandstand og hård strøm prægede en mild decemberdag på Gudenåen. Få hug, én mindre gedde og en dramatisk trykbølge mindede om åens styrke.
Fastedag for gedderne
Gudenåen lå tung og bred i dag. Som en vinterå, der havde trukket i arbejdstøjet.
Vandstanden var høj, strømmen ligeså, og kræfterne kunne mærkes allerede i det øjeblik, jeg søsatte ved Stevnstrup. Åen skubbede venligt men bestemt til Mosqeetoen. Heldigvis var Torqeedoen stærkere, som for at sige: I dag er det mig, der bestemmer tempoet.
Jeg havde valgt et set-up med synkende line. Ikke fordi forholdene var lette, men netop fordi de var det modsatte. Når strømmen går hårdt, ved jeg af erfaring, at gedderne bliver nærige med energien. De står dybt, presser sig ind i læ og venter. Ikke på fluen, men på bedre tider. Moderat strøm er spisetid. Kraftig strøm er faste.
Alligevel var det umuligt ikke at blive optimist. December viste sig fra sin sære, milde side. Solen tittede frem mellem skyerne, vinden var til at tale med, og termometeret sneg sig op mod de 10 grader. En af de dage, hvor årstiden føles som en parentes.
Fiskeriet bar præg af forholdene. Lange stræk uden nap. Fluen blev ført langsomt, næsten ydmygt, gennem de dybere partier.
Og så, som en lille bekræftelse på at der trods alt var nogen hjemme, kom dagens eneste gedde. En mindre fisk, men smuk i vinterfarver, som lod sig kroge og lige så hurtigt frigøre igen. Den modhageløse flue gjorde sit arbejde, og gedden forsvandt tilbage i det mørke vand med et par rolige slag med halen.
Den mest dramatiske oplevelse kom paradoksalt nok uden fast fisk. I det øjeblik jeg løftede fluen fri af vandet for at lægge et nyt kast, eksploderede overfladen i en voldsom trykbølge. En voksen gedde havde afsløret sig selv, irriteret eller fristet. Jeg nåede aldrig at afgøre hvad. Et kort, brutalt øjeblik, der sendte pulsen op og smilet frem. Så var den væk igen, som et rygte i strømmen.
Det blev ikke en dag med mange hug eller store tal. Men det blev endnu en dag, hvor Gudenåen mindede mig om, hvem der bestemmer. Om tålmodighed. Om ventetid. Og om at selv når gedderne er træge, kan åen levere øjeblikke, der sætter sig fast længe efter, at waders er hængt til tørre.
Stemningsvideo fra dagens tur: https://www.facebook.com/reel/1149811210634596
Lavbundsjorden langs Gudenåen er sunket og kan ikke længere dyrkes. Efter dræning og senre dyrkning med offentlige tilskud tages ådalen nu ud af drift, naturligvis mod god betaling til landmanden.
Jeg har nydt turen, kigget på fisk og fuglelivet og fisket i fem timer. Endnu en god dag i det gode liv.
