Guidetur 2: Steen Ellemose og Kaj Kirkeby

Tirsdag den 2. juli 2024.240702 rena steen troutRena: Fiskeriet startede i modsætning til mandag sløvt, men sluttede med tørflueaktive helt, stallinger, ørreder og rigtigt mange gode oplevelser.

Sløv start - vild afslutning!

Igen sejlede vi guidebåden Anita - en stabil, men lidt tung sag. Fiskeriet startede i modsætning til mandag sløvt, men sluttede med tørflueaktive helt, stallinger, ørreder og rigtigt mange gode oplevelser.

Dagen begyndte med tålmodig venten og et sløvt fiskeri, hvor fiskenes aktivitet lod vente på sig. Men som timerne gik, kom der liv i vandet, og det blev en mindeværdig dag fyldt med spændende fangster og udfordrende situationer.

Vi oplevede igen, hvorledes det kan være udfordrende at få de krogede helt/sik i nettet. Den blødmundede fisk har det med at tage tørfluen, men også med at slippe af krogen. Derimod kom flere gode stallinger i nettet, hvilket gav os mange øjeblikke med høj puls og glæde.

Uforglemmeligt var det at båden på et tidspunkt var "omringet" af store stallinger og helt. Blot en halvmeter fra båden "ringede" der fine store stallinger.

Så smuk, så stærk...

Dagen sluttede med et højdepunkt, da Steen i et bagvand fik en stor ørred til at tage sin Streaking Caddis. Fighten var dramatisk og spændende, da ørreden tog flere lange udløb ude i strømmen. Heldigvis kunne vi i båden følge den stærke ørred, som kæmpede bravt. I roligt vand godt 50 meter nedstrøms kunne vi endelig lande, beundre og genudsætte den smukke Rena ørred.

Det var en dag fyldt med udfordringer, sejre og skønne naturoplevelser, som vi sent vil glemme. Vi ser frem til onsdag og endnu en dag  på vandet med Anita...

Satser på at jeg i opdateringen fra onsdagsturen kan vise en stemnings video fra turen.

240702 rena steen vadefiskeri

Et par ørreder fouragerede i renden bag revlen. Steen Ellemose steg ud af båden for at komme på kastehold af de sky fisk der ellers let bliver skræmt af den guidebåd.

240702 rena kirkeby leth

Som guide hjælper jeg med at lande og af kroge fisken.

240702 rena stalling kaj

Kaj Kirkeby hyggede sig med stallinger og helt.

Lignende artikler:

© 2023 - brakvand.dk - Henrik Leth - Skytten 130 - DK-8920 Randers