Med udsigt til stormende kuling fra øst og med en fri kalender, var valget ikke svært.
Kørte de få minutter fra min bopæl ned til Naturcenteret, hvor jeg hurtigt fik klargjort Mosqeeto'en og geddestangen.
Området er populært, og her under Corona besøger et stigende antal Randers borgere området, hvor der er gode muligheder for en god tur og fine naturoplevelser.
Da jeg ankom var der masser af ledige P-pladser. Da jeg over middag returnerede, var der total fyldt op. Ture langs åen og i naturen er populært!
Med en kraftig opstrøms vind og stigede vand, skulle svømmefødderne i brug for at jeg kunne drive og fiske ned mod broerne og Regnskoven.
Havde fra starten en af mine sorte geddefluer på forfanget, men efter en god time uden kontakt med Naphans, blev den "sorte" udskiftet med den Hvide.
Det var et godt valg og inden længe var der geddefight.
Turen var en god generalprøve inden den kommende tur til Blekinge hvor det er Østersøens stærke gedder der står for tur.
Som du kan se på videoen fra området, er det smukke stærke gedder, der i dag lod sig friste. De svømmer naturligvis stadig i Gudenåen!
En af sideløbene til Gudenåen ved Randers.
Så er Mosqeeto'en søsat i Gudenåen ved Naturcenteret.
Prøvede på dagens tur lidt forskellige fluer uden at det gjorde indtryk på gedderne.
Randers Fjord, Bredningen
Fluelinen
Mellem kommunalpolitiske møder om budget, ældre pleje, beskæftigelsen og vores natur og miljø, blev det tid til nogle timers i Bredningen.
Søsatte som vanligt fra rampen i Dronningborg Lystbådehavn.
Det var mildt. Vandstanden på det højeste og snart faldende... Og så var det tåget og vindstille, som vi kender det i september.
Solen prøvede at brænde sig i gennem disen, men først omkring middag, da jeg pakkede sammen for at nå hjem og til et møde med de ansatte på vores plejecenter Nyvang.
Som forberedelse til Blekinge turen i oktober, havde jeg modificeret en flueline med synkende spids.
For bedre at kunne håndtere geddefluerne, havde jeg skåret 75 centimeter af spidsen og derved ændret taperingen og klumpen, så fluelinen bedre kan overføre fart og kraft til forfanget og den lidt større flue.
Kunne med det samme mærke at jeg havde ramt rigtigt at det var en fornøjelse at kaste fluerne ind mod sivkanten. Den WF line jeg vandt i en lodtrækningen ved en fluebindingskonkurrence har fået nyt liv og jeg har sparet udgiften til en ny geddeline.
Fiskeriet
Om det er den høje vandstand og dermed den lidt øget salt koncentration der havde sløvet gedderne, ved jeg ikke? Men saltvand er der der kommet i det brakke område, hvilken også bekræftes af, at der i sidste uge blev fanget torsk i havneområdet. Torsk der er ført med en saltvandslomme ind i den ellers meget ferske eller brakke inderfjord og havn er set før, men det er en sjældenhed ikke mindst pga. den katastrofalt lille torskebestand.
Så et par gedder i det klare vand, men havde ikke nogen efter fluen. Oplevede også lidt panik blandt nogle stimer småfisk langs sivene. Det så ud som om det blev jagtet af aborre.
Diset giver en god stemning i Bredningen.
Som det fremgår står vandet højt. Mens jeg var ude faldt vandstanden med omkring 30 centimeter.
Vandstanden i Gudenåen ved Randers og flere kilometer opstrøms, følger vandstanden i Kattegat og fjorden. Dybeste områder i åen er 2,5 til 3 meter.
Gudenåen ved Randers.
Stigende vand
Besøgte for første gang siden juni Gudenåen ved Randers. Søsatte ved Naturcenteret og roede, sammen med det stigende vand, opstrøms.
Fik hilst på et par kajakroere og et hold fra Randers roklub, der også havde god fart opstrøms i den smukke klassiske 4 med styrmand.
Netop som jeg blev overhalet af roerne, satte en odder kursen over åen. Det var gangske få meter opstrøms Naturcenteret, at den normalt meget sky odder vovede at krydse åen.
Kortere dage og mindre sollys har fået grøden til at synke mod bunden og forrådnelsen. Milliarder af bakterier, der sidder på stængler og blade har siden væksten startede i det tidlige forår, renset vandet. Sidste opgave for bakterierne inden vinteren, bliver at nedbryge det organiske materiale.
Netop grøden har sat gang i en politisk debat, hvor nogle politikere fra Venstre og Dansk Folkeparti ønsker mere grødeskæring og en opgravning af Gudenåen.
Modsat syntes jeg, at der skulle sættes mere ind på at begrænse grøden ved at mindske udledningen af næringsstoffer fra især landbruget, men også fra renseanlæg. Også opvarmningen af vandet i den store og lavvandede Tange Sø, sætter yderligere gang i grødevæksten i den nedre del af Gudenåen. Også på den baggrund, bør søen tømmes og åen igen løbe frit!
Sløve gedder
Prøvede forskellige fluer. En lys, en mørk og en flashflue. Flashfluen leverede. Fik i løbet af formiddagen 3 lidt slanke gedder der alle blev genudsat.
Tjekkede med Go Pro'en livet under vandet og som det fremgår af videoen, er der i åen masser af småfisk til sultne rovfisk.
En af dagens tre gedder. En slank fisk der tydeligvis ikke har vækstet i det sommervarme Gudenå vand.
En af passagerne ind til Engsøen ved Vorup. Mange mener, at engsøerne er årsagen til at havørredbestanden i Gudenåen er gået tilbage efter etableringen af de lavvandede engsøer. Efter min mening findes problemet længere ude mod Kattegat. Nemlig skarv, sæler og garn. Snart får vi resultatet af smoltundersøgelsen, og så må vi se hvem der har ret!
I september falder grøden og forrådnelsen sætter ind!
Fik testet den specielt designede V10 Weedless propel fra Torqueedo og oplevede på trods af massiv mængde vandplanter ikke problemer.
Tange Sø
Kom lidt sent af sted på den meget varme dag. Gedderne var tydeligvis gået til siesta, og på trods af vi fristede med vores lækre fluer, blev det ikke til gedde nap på dagens tur.
Sejlede i stedet på opdagelse og bl.a. op i den øvre del af den opstemmede Gudenå, der vores strømmen i åen sænkes og hvor åen breder sig ud som en sø.
Vandstanden
Netop i det område planlægger Silkeborg Kommune at opgrave lidt sand i det håb, at vandstanden opstrøms mod Silkeborg derved sænkes. Det er ikke en billig løsning, som på nuværende tidspunkt er estimeret til at koste omkring 5 millioner kroner. Viser det sig, at der er miljøfarlige stoffer blandet sammen med sandet, bliver det endnu dyrere, da sandet så skal sendes til rensning/deponering.
Desværre kommer de mange gode penge som skatteborgerne i Silkeborg kommer til at betale, næppe til at sænke vandstanden mærkbart opstrøms mod Silkeborg. For det er nemlig ikke sandet der medføre den store opbremsning af af afstrømningen.
Grøde
Den invasive vandremusling, der i årtier her ædt løs af de alger, der før var kendetegnet for det stillestående vand i den opstemmede Gudenå har effektivt ændret forholdende. Vandet er i modsætning til tidligere nu så klart at man de flste steder tydligt kan se den gamle åbund. Lys og næringsstoffer er noget vandplanterne kan li og der er i området ekstrem god gang i væksten.
Vil forudse, at såfremt politikerne ikke vælger den eneste rigtige løsning, så vil vil det i de kommende år blive nødvendigt med flere årlige grødeskæringer i Tange Sø. Så bliver for alvor dyrt!
Den rigtige løsning
Der er fra politikerne fokus på grøde og sandbanker, men ikke på den helt store spærring, nemlig den 10 meter høje mur, der ved Tange spærre for Gudenåen og omdanner den ellers hurtigt strømmende og selvrensende Gudenå, til et stillestående vandbassin, nu med masser af vandplanter af forskellig slags.
Peter Olesen fisker i det åbne vand omkring Ans Broen.
Grøde opstrøms fra Gudenåen samler sig omkring den bundfaste grøde i den øvre del af den opstemmede Gudenå. Det si'r sig selv at det giver problemer for sejladsen og bremser vandgennenstrømningen.
Åkanderne vokser hurtigt og kan skyde en stængel på flere meter på kort tid
Grej og fluer til dagens tur i den indre del af Randers Fjord.
Randers Fjord.
Havde i dag fornøjelsen at have Daniel Holm på forsædet. Turen som foregik i den indre del af Randers Fjord gjalt de stridbare, men også lunefulde brakvandsgedder.
Med klart vand og uden vind til at "sløre overfladen", skulle gedderne vise sig at have fat i den lange ende, som desværre ikke var i vores fluer...
Allerede fra starten oplevede vi gedder som tilsyneladende sov. Selv sexede tiltrækkende fluer, samt lokkende og forførende ord, kunne ikke få de kære gedder til at falde for bedraget. I bedste fald svømmede de i behørig afstand efter vores fluer - en adfærd der fik os til at finde flueæsken frem og foretage hyppige flueskift.
Ud over gedderne så vi en del fine rimter der hyggede sig med at fouragere på insekter og andet der lå på overfladen. Det lette tørfluegrej havde vi dog ikke medbragt på dagens tur, så rimterne må vente til en anden god dag!
Et par gedder måtte på trods af spisevægring dog en tur ind til til et tandeftersyn inden vi først på eftermiddagen valgte at returnere til lystbådehavnen.
Daniel Holm på forsædet af min efterhånden godt testede to-personers båd fra Anderson Ponton.
Randers set fra fjorden på en varm og vindstille majdag.
Har i en årrække kendt Daniel Holm som en mand med fart på. Udover sit store arrangement i NordicAngler.com og på de sociale medier, er Daniel også nybagt far!
Peter Olesen er synligt tilfreds med gedden som efter foto hurtig blev genudsat.
Gudenåen
Det er tid til at komme op tidligt. I dag var jeg således klar til søsætningen af båd og grej kl 05.30.
Havde håbet på lidt morgensol, men tågen blev hængende et godt stykke tid, noget der bestemt ikke generede gedderne som også var morgenfriske og i biddet.
Havde medbragt til lettegrej og en portion tørfluer i håbet om at der skulle komme gang i døgn- og vårfluerne og måske også de få ørreder der er i området.
Desværre, og måske som følge af den kølige tåge, kom der aldrig rigtig gang i klækningerne og heller ikke i ørrederne.
Blev lidt overrasket da min geddeflue umiddelbart efter den var landet blev taget af en fisk i en rullende bevægelse. Efter kort tid så jeg, at det var en smuk gylden ørred på vel omkring 55 centimeter. Havde ørreden på nogle sekunder mere inden fluen tog en sørgelig afsked med ørredmunden. Lidt ærgerligt, men en god oplevelse som givet tanker og ideer...
Oplevede en mindre klækning, men desværre ikke nok til at det blev til tørfluefiskeri.
Smuk og stridbar majgedde kroget perfekt. Uden at løfte gedden fri af vandet kan jeg frigøre den modhageløse AHREX krog.
Vandremuslingen har igennem et par årtier ændret Gudenåen ved at filtrere vandet så der er kommet masser af lys til vandplanterne.
Gedderne var ikke aggressive og i biddet på dagens tur.
Gudenåen ved Randers.
Fik i dag slået den værste fiskefeber ned hos Rasmus Hansen.
Vi søsatte ved Stevnstrup og hilste her på andre, der skulle og prøve lykken på denne dejlige varme og vindstille forårsdag.
Rasmus indtog som aftalt forsædet i min dobbeltbåd fra Anderson Pontoon og snart fulgte vi den svage strøm ned af denne smukke del af Gudenåen.
Kunne nyde fuglesangen. Jo, nattergalen var i hopla og det samme var de øvrige mange småfugle.
Vandet i Gudenåen er "takket" være den invasive og algespisende vandremusling så klart at vi tydelig kan se bunden på mere end to meter vand.
Kunne også nyde en god klækning af vårfluer, der snart sværmede i et stor antal tæt på overfladen.
Så et par ørreder (det så sådan ud) der overflade-fouragerede. Også nogle rimter "kikkede" opad. Tror at jeg skal have tørluegrejet med på næste tur.
Gedderne som vi gik efter var ikke særlig agressive og vi skulle fiske langsomt og dybt for at få dem til at interessere sig for vores fluer.... Havde således flere der fulgte vores fluer uden at det blev til et fast forhold. Ligeledes havde vi nogle der tog flue, men dog uden at blive hængende...
Randers set fra Gudenåen - et super sted at bo som lystfisker!
Radiobøjerne fra DTU der skal tælle hvor mange smolt der når ud af Gudenåen og fjorden - en del af den store undersøgelse om havørreden i Gudenåen.
Efter nogle dage med stormende kuling, var vinden endeligt aftaget.
Randers Fjord.
Var tidligt oppe og ville benytte det rolige vejr til en lokal tur inden eftermiddagens og aftenens byrådsmøde.
Søsatte ved Dronningborg Lystbådehavn og kunne med det samme se, at vandet på trods af de sidste dages heftige vind, var klart med omkring en god meters sigtbarhed. Tidevandet betød også at vandstanden var faldende.
Valgte i dag at fiske med flydeline og en stor "svævende" lys flue, der langsomt og æggende kan synke ned gennem vandsøjlen - noget gedderne sjældent kan modstå.
Brakvandsgedderne har været i øvrigt været fredet fra 1. april til og med 15. maj.
Ikke andre var på fisketur, men inde langs med land var der politi med hunde, som jeg snakkede med. De ledte efter en forsvunden kvinde og jeg kikkede selvfølgelig efter kvinden i de forskellige bugter og vige jeg passerede på den 1,5 kilometer lange tur.
Smuk gedde der tog fluen mens den "svævede" i vandet i et område med stillestående vand.
Gudenåen ved Randers.
Min søde kone var med på, at jeg kunne ringe og få et lift retur til søsætningspladsen i Stevnstrup, godt 7 kilometer opstrøms Naturcenteret.
Som forudset var vandet i Gudenåen klart. Kunne nyde bunden og de spirende vandplanter på flere meters dybde. Kunne også se store stimer af millinger, småskaller, aborre og et par vægtige rimter på turen nedstrøms mod Randers.
Fik hilst på flere der gik på den populære sti, ligesom som nogle kajakroere også var både snaksaglige og ønksed emig knæk og bræk.
Kunne nyde sangen fra alle vores sangfugle. Gøen, nattergalen, sivsanger og et par isfugle lod sig beskue.
Gedderne var der selvfølgelig også. Havde fem smukke og stærke Naphanser til at tage fluen, inden jeg lidt over middag ringede til fruen og bad om et lift opstrøms til Stevnstrup.
På strækningen har DTU udlagt flere radio-bøjer der skal opfange signalet fra 120 radiomærkede smolt. Spændende om nogle af smoltene passere bøjen i Udbyhøj i fjordmundingen, eller om vi skal finde alle senderne under de træer hvor skarven hviler?
Gedden har taget fluen og er snart klar til "håndlanding".
Dagens flue blev fisket på flydeline...
Med en sigtbarhed på flere meter kommer der masser af lys til vandplanterne. Når der samtidig er rigeligt med næringstoffer fra især landbruget, giver det en eksplosiv grødevækst.
Gedden er kommet godt over gydningen, men forplantningsakten har vist været meget intens, som det fremgår af arrene på siden.
Gudenåen ved Randers
Kørte efter de huslige gøremål og par debatopslag på Facebook til åen - en tur på få minutter.
Dejligt at se at mange havde benyttet det gode vejr til at komme en tur ud i det fri. Parkeringspaldsen ved Naturcenteret var således fyldt godt op og der var god stemning med glade børn og ansvarlige gæster, der holdt pæn afstand til hinanden.
Havde på forhånd set at vandet ville være faldenden indtil ved 15-tiden. Hvad jeg havde undervurderet, var vinden der blæste frisk nedstrøms og som sammen med strømmen gav mig udfordringer og selvfølgelig god motion i arme og ben. Årer og svømmefødder.
Kom dog både et godt stykke nedstrøm - det var uproblematisk og opstrøms igen, hvilken gav lidt sund sved under armene.
Geddefiskeri plejer ikke at være optimalt når vandet falder kraftigt. Det lykkedes dog at få et par stykker til at tage fluen og senere landet til et foto.
I baggrunden ses Verdo's skorsten og Randers Regnskov.
Fugletårnet ved Naturcenteret er et populært udfligtsmål på en forårssøndag.
Havde igen i dag rigget til med både flydende- og synkelinen.
Gedden har taget fluen og det gælder om at holde den stærke fisk fri af sivene langs kanten.
Ved Randers har Gudenåen flere løb, faktisk et sprændede floddelta.
Varmen og lyset har sat gang i åkanderne og anden vegetation.
John Petermann nyder fridagen og turen i sin Anderson Speedster.
Tange Sø.
På dagens tur fiskede jeg sammen med John Allan Peter, Hanna Bossow, Leif (Langkaster) Christensen og bådbygger Lars Andersen.
Aftalen lød på at jeg skulle have Hanna på forsædet i guidebåden, som så fik sin første tur i år.
Startede med at høre gøgen, se på svalerne og nyde synet af rørhøgen.
Gedder var dog ikke så morgenfriske som vi kunne ønske os. Det blev de dog senere.
Det blev til gedder til os alle, men det var som om at de af en eller anden grund, for de flestes vedkommende, var kroget yderligt. Jeg kunne eksempelvis tælle ni krogninger, men kun få tre gedder ind til afkrogning.
Sluttede lige inden det satte ind med en heftig skypumpelignende byge...Dejlig dag i godt selskab - tak til alle!
Dejligt at fiske gedder, syntes Hanna helt sikkert!
Frokostpausen er et et vigtigt element når det gælder en god fisketur. På billdet ses Lars Andersen og John Allan Petermann. Under forkosten kunne vi iøvrigt nyde synet af den smukke fiskeørn.
Infight: Gedden har taget fluen og der godt med træk i fluelinen.
Uanset om du skal fiske langs kysten og i fjorden, eller om det gælder søernes glubske gedde, elven og åens ørreder og stallinger, er den rigtige flue vigtig.
Ud over at sælge fluer som jeg selv binder, giver jeg gerne gode råd til valget af fluer til dit fiskeri.
Kontakt mig, fortæl om dine fiskeplaner og modtag mine anbefalinger.