KV17: Svejstrup Bæk klargjort til gydning

Onsdag den 13. september 2017.170913 svejstrup produktions skole

Der var både brug for skovle og muskler. Heldigvis stillede Randers Produktionsskole med et godt hold, der ville og kunne arbejde!

Glade ørreder!

Forudsætningerne for en god ørredbestand er en god vandkvalitet, masser af fødeemner som tanglopper og insektlarver, skjul og ikke mindst løse sten som ørrederne kan grave den befrugtede rogn ned i.

Gydebanker på ønskelisten

Desværre er naturen mange steder ikke længere i stand til selv at levere egnede gydebanker. Og da vi gerne vil have mange ørreder, en sund fauna og et alsidigt insektliv, må vores åer og bække have en hjælpende hånd.

I hovedparten af vores vandløb, også de allermindste, er der for få velegnede steder, hvor bundforholdene giver ørrederne optimale forhold.

Problemet er, at tonsvis af sand fra de omkringliggende og dyrkede marker havner i vores vandløb, således at de oprindelige gydebanker med tiden sander til. I stedet for at der klækkes små levedygtige ørreder, kvæles æggene i gydegruset. 

Svejstrup Bæk og alle de andre

Hovedparten af vores vandløb administreres og vedligeholdes af kommunen. Desværre har der igennem mange år været for lidt fokus på at vandløbene er vigtige for fisk, insekter og vandplanter. I alt for stort omfang, er der uden omtanke foretaget maskinel oprensning. Fiskene og fauna kommer i anden række.

Politisk vil jeg arbejde for at alle kommunens vandløb lever op til målsætningen. Det gør kun de færreste strækninger i dag!

Forbillede

Gerne med Svejstrup Bæk som forbillede, skal der udarbejdes en vedligeholdelses -/genopretningsplan, der sikrer at målsætningen med hensyn til fisketæthed og biodiversitet hurtigst muligt opfyldes.

Omkring Svejstrup Bæk vil jeg foreslå, at vedligeholdelsen overdrages til Randers Produktionsskole og deres elever. Mit håb er, at den bynære bæk, med det store potentiale, kan blive et forbillede for kommunens øvrige vandløb. 

170913 svejstrup yngel

Inden udlægningen af gydegruset blev der lavet en bestandsanalyse. Eleverne på Oustmølleskolen var velkomne og meget interesseret.

170913 svejstrup torben hansen

Borgmesterkandidat Torben Hansen (S) har stor interesse for vores natur og giver gerne en hånd med når der skal arbejdes.

 Ørrederne bliver glade når de opdager at vi har udlagt 46 tons gydegrus af bedste kvalitet i Svejstrup Bæk. 

Lignende artikler:

© 2023 - brakvand.dk - Henrik Leth - Skytten 118 - DK-8920 Randers