En morgen uden hug – men fyldt med vintermagi

Lørdag den 6. december 2025.Glenstrup Sø: Nysgerrig som jeg er, ville jeg prøve om gedderne på søen var i julestemning og til at lokke på fluen som jeg bandt i går...

Nogle gange må nysgerrigheden have lov til at råde – også når kalenderen nærmer sig jul, og vejret mest af alt skriger på kaffe og ild i brændeovnen.

Jeg havde fået den idé, at måske – bare måske – kunne gedderne på Glenstrup Sø være i en slags julestemning og dermed til at lokke på fluen.

Den tanke var nok mere romantisk end realistisk, men den var stærk nok til, at jeg stod op før daggry og kørte mod Holmgårde, mens mørket endnu lå tungt over landskabet.

Ved søbredden blev båd, motor og grej klargjort.

Et stille dryp af småregn fulgte mig, og himlen lå som et gråt tæppe uden antydning af både farve og humør. Men der ligger noget særligt i netop de morgener – hvor alting føles dæmpet, og lydene fra søen bliver ekstra tydelige. Her, midt mellem regn og stilhed, lå Glenstrup Sø og ventede.

Søen er dyb, og som fluefisker kender man sine begrænsninger. Der er en fysisk grænse for, hvor dybt man kan præsentere fluen, og selv med synkeline lykkedes det kun at komme ned omkring fem meter. Jeg fiskede metodisk, men gedderne lod som om de var stået af for i år. Ingen nap, ingen følger, ingen små tegn på liv. De var sandsynligvis trukket længere ud – ned, hvor aborre og skaller samler sig i vinterdybet, og hvor fluen ikke længere kan konkurrere.

Midt i fiskeriet dukkede en kendt silhuet op: min gode ven Henrik Christensen, formand for Hobro Sportsfiskerforening. Henrik har tidligere fortalt mig om sine vinterture, hvor han med imponerende konsekvens har lokket gedderne op fra dybet til en agn, der fiskes blot et par meter under overfladen. Det er lidt af et vintertrick – og et, der altid giver mig håb, selv når forholdene virker håbløse.

Da lyset endelig brød frem og skyerne gav plads til korte strejf af sol, blev optimismen lige en tand stærkere. Alligevel mærkede jeg intet – hverken på lavt vand eller i de lidt dybere lommer, hvor jeg havde troet, at en sulten decembergedde kunne ligge på lur.

Men sådan er fiskeriet. Det er morgenerne, forventningen, lyset der vender, og mødet med gode venner på vandet. Og så er det også de dage, hvor man intet får – andet end oplevelsen, stilheden og fornyet lyst til at prøve igen.

For det gør jeg naturligvis. Man ved jo aldrig… måske er gedderne i biddet næste gang.

Bortset fra at jeg ikke mærkede noget til gedderne, blev det til en stemningsfyldt formiddag.

Til venstre ses Henrik Christensen, formand for Hobro Sportsfiskerforening, hvor jeg selv har været medlem siden 1976. Henrik har stor erfaring med vinterfiskeri og kender geddernes rytme dybt nede i søens kolde vandlag.