Lørdag den 6. september 2025.
Mariager Fjord, Hobro: Det smukke efterårsvejr bød på en eftermiddagstur i den smukke, men næringsstof udfordrede fjord.
Når idyllen dufter af råddenskab – fjordens skjulte udfordring
Det smukke efterårsvejr lokkede i dag til en tur mod nord, til Danmarks måske smukkeste fjord – Mariager Fjord ved Hobro.
Dagen begyndte ellers på Torvet i Randers, hvor valgkampens dagsorden fyldte formiddagen.
Men på Naturens Dag – og efter et velment råd fra min trofaste spin(d) doctor, Mette – satte jeg kursen nordpå mod fjorden for at lade op i selskab med vand, sol og fiskeri.
Ved første øjekast tager fjorden sig fortryllende ud i septemberlyset. Solen stod højt på himlen, vinden var mild, og efterårsfarverne begyndte så småt at blande sig i landskabet. Men idyllen har en bagside. Lugten af rådnende tang afslører, at fjorden stadig kæmper med alt for mange næringsstoffer – særligt fra landbruget. De grønalger, der nu er i forrådnelse , vidner om en natur under pres.
Alligevel bød eftermiddagsturen også på små lyspunkter. Et par ørreder fandt vej til nettet, og en enkelt lod sig endda fange foran kameraet. Fiskeriet gav dermed et lille bevis på, at fjorden stadig rummer livskraft – men også at vi har et stort ansvar for at passe bedre på den.
Mariager Fjord er et sted, hvor skønhed og sårbarhed mødes. Netop derfor minder den os om, at naturen ikke bare er kulisse, men en værdifuld arv, vi skal give videre i bedre stand end i dag.

Havde genfundet min 7-delte Traveller fra min gode nabo og ven. Stangen er i røret ikke meget længere end et A4 ark, men fortjener selvfølgelig at blive grugt noget mere.

Forrådnende alger tærer på fjordens ilt. Med blæst og kulde kan naturen få lidt hjælp til at genvinde styrke.

På vej retur. Efter få minutter er båden pakket sammen og på plads i Caddy'en.

Sydsiden byder på bøgeskov der sopper i vandkanten. Skoven vil snart være gylden og vandet forhåbenligt lidt kølige og mere iltrigt.
Nordsiden og lidt længere ude Bramslev Bakker med Danmarks smukkeste vandrerute.





