Ørrederne i fjorden er unikke og bør beskyttes. Catch and Release er derfor god stil!
Kongsdal er en af de mest besøgte fiskepladser på fjorden sydside.
Der er fine parkeringsmuligheder på rastepladsen på vejen mellem Mariager og Hadsund (Der spadseres over marken/engen) eller på P-pladsen ved Havnen
I Kongsdalsbugten bliver der næsten dagligt fanget pæne fisk, men det er en plads du sjældent har for dig selv.
Umiddelbart øst for havnen virker bunden dog lidt mudret. Man skal dog ikke ret lang ud før end der både er godt med sten, børsteorm og blåmuslinger.
Længere mod øst tiltager mængden af sten. Ved "Hullet" der allermest ligner en naturhavn, men som dog er "arret" efter en tidligere opgravet havn, går der nogle temmelig lange stenrev ud i fjorden.
Omkring "Hullet" er der temmeligt lavt.
Fisk grundigt i hele området, der hele året tiltrækker en del fisk.
Er du i området om efteråret, kan det være givtigt at forsøge sig med lidt torskefiskeri fra den østlige del af havnemolen eller fra flydering eller pontonbåd.
Husk helårsfredningsbæltet ved Kastbjerg Å.
På området lige nord for havnen er der fine forhold til at pakke pontonbåden ud! Er der mange vadende fiskere, er det bare at sætte kursen over på fjordens nordside!
Fra båden kan du affiske det lave vand uden at skræmme ørrederne og på en dag hvor der er god vind langs stranden fiskes der "ind - ligefrem og ud" - i et V!
På udkik efter jagende ørreder. Ofte fouragere ørrederne tæt på land, så stor forsigtighed er påkrævet.