Mandag den 12. oktober 2020.
Den imponerende Møns Klint gjorde sit til at dagens tur blev en uforglemmelig oplevelse.
Imponerende smukt!
Fiskede i dag ved Møns Klint som er et naturområde i verdensklasse. Her rejser de blændende hvide ’vægge’ af kridt sig af den blå Østersø.
Møns Klint består af op til hundrede meter høje kridtaflejringer, der blev dannet i slutningen af kridttiden for ca. 75 millioner år siden. Kridtet kaldes også skrivekridt pga. dets anvendelse til tavlekridt, og det består af skallerne (kokkolitter fra kalkflagellater, en mikroskopisk encellet gulalge, fytoplankton eller nanoplankton), der holdt til i kridttidens tropisk varme havmasser. Kokkolitterne er kalkplader i størrelsen 2-25 mikrometer. Kridtet er altså skabt af biologiske organismer.
I løbet af de istider, der har præget det danske landskab de sidste 100.000 år, har gletsjere skubbet disse kridtlag op af havet, så de dannede de høje klinter ved Møn som vi i dag kunne nyde og opleve fra vores pontonbåde.
Held og uheld!
Det er ikke ukendt at ørrederne, selv på pladser hvor alle forhold er ideelle, samler sig på enkelte pladser.
I dag fiskede jeg flere kilometer langs den smukke klint uden hverken at mærke eller se noget til ørrederne eller andre fisk. Jeg fiskede tæt på land, i grumset vand og over revene, der strækker sig langt ud i Østersøen uden at mærke det mindste.
Modsat var Lars Andersen og Knud Stangegård sejlet godt 300 meter længere nord på. På pladsen, inden for få hundrede meter fangede de tilsammen 5 ørreder med 3 til Lars og 2 til Knud.
Vi fandt ørrederne i lidt uklart vand tæt på land, fortæller Knud og Lars.
Sluttede ved femtiden og fik hurtigt pakket sammet og kørt retur til Knuds bolig, hvor der ventede en stor gryde varm Hjertesuppe.
Fik strakt benene på den store sten som kaldes "Røde Morten".
Lars Andersen viser glad sine tænder og den blanke ørred.
Dagens ørreder var koncentreret på en kort strækning.
Knud Stangegård fighter koncentreret en ørred der tog fluen i det uklare vand tæt under land.
Lars Andersen med dagens flotteste ørred. En hanfisk der efter foto hurtigt blev genudsat.