Naturnationalparker – ja tak!

Søndag den 22. juni 2025.  250602 fussing demo tilhorMens miljøminister Magnus Heunicke åbner Danmarks første naturnationalpark ved Fussing til klapsalver – buher aktivister mod vild natur og dyreliv. Hvis dyrevelfærd virkelig var deres sag, hvorfor ser vi dem så ikke foran stalde med tremmekalve, svinefabrikker eller eksportlastbiler?

Buhråb mod vild natur – mens den virkelige dyrplageri fortsætter i stilhed

Lørdag den 21. juni deltog jeg i åbningen af Naturnationalparken ved Fussing – og lad mig bare sige det, som det er: Det var et vigtigt og længe ventet skridt i den rigtige retning. Et skridt mod mere vild natur, mere biodiversitet og mere plads til de arter og økosystemer, vi i årtier har fortrængt.

Danmark er et af de mest intensivt udnyttede lande i verden. Vi har stort set ingen urørt skov tilbage. Derfor er projekter som Naturnationalparken ikke bare nødvendige – de er afgørende. At 10 km hegn bliver til 14 km, og at der udsættes dyr for at skabe naturlig dynamik i landskabet, ser jeg ikke som et problem. Tværtimod. Forudsat, selvfølgelig, at projektet følges tæt, og at dyrevelfærd tænkes ind fra start til slut – hvilket jeg ved, det gør.

I byrådet har jeg argumenteret for, at hegnet ikke skal være højere end nødvendigt, netop for at sikre, at f.eks. rådyr stadig kan passere frit. Så vidt jeg er orienteret, er der lavet ”døre” i hegnet, som sikrer netop dette. Der bliver tænkt på både naturens og dyrenes vilkår.

Derfor undrer det mig voldsomt, at nogle aktivister bliver ved med at fremstille projektet som et overgreb mod dyrene. Hvis dyrevelfærd virkelig var deres brændende sag, hvorfor står de så ikke foran staldanlæg med tremmekalve, eller ved ramperne hvor svin læsses til eksport? Hvorfor ser vi dem ikke i protest mod de dødsfabrikker, hvor dyr lever hele deres liv uden dagslys – og køres tusindvis af kilometer til slagtning?

Lad os tale ærligt: De virkelige dyrplagere er ikke dem, der forsøger at give plads til naturens egen orden. Det er dem, der saboterer de første spæde forsøg på at rette op på årtiers ødelæggelse – og som buher, mens andre forsøger at genopbygge det, vi har smadret.

Naturen er barsk. Den er vild. Og det er netop dét, vi mangler i Danmark. Vi skylder fremtidige generationer at give noget tilbage. Og det starter her.

Naturnationalparker – ja tak!

250622 fussing demo tilhor

Tilhængere om modstandere af Naturnationalparken var mødt talrigt frem til den officielle åbning. 

250622 fussing torben magnus

Magnus Heunicke smed talepapiret og holdt en tale hvor han bl.a. gik i dialog med nogle at modstanderne af Naturnationalparker. 

Lignende artikler:

© 2023 - brakvand.dk - Henrik Leth - Skytten 130 - DK-8920 Randers