Tirsdag den 16. december 2025.
Politik: Byrådets afstemninger om miljø viste et splittet borgmesterflertal, hvor grøn omstilling udfordres, lovpligtige afgørelser udsættes, og naturhensyn møder modstand fra centrale aktører i Randers Byråd.
Afstemningerne taler: Miljøet er ikke en fælles sag i det nye byråd
Jeg vil også fremover følge byrådets beslutninger når det drejer sig om beslutninger der omhandler vores natur, biodiversitet og klima.
På byrådsmødet mandag den 15. december blev en række vigtige sager om miljø, klima og natur behandlet. Debatterne og især afstemningerne gav et tydeligt indblik i, hvordan det nye borgmesterflertal prioriterer.
Konklusionen er enkel: Når byrådet fremover behandler miljøsager, har naturen både venner og erklærede modstandere. Formanden for Miljø- og Teknikudvalget, Frank Nørgaard (DF), stemte konsekvent imod forslag, der kunne styrke natur og miljø. Bemærkelsesværdigt var også stemmeafgivelsen fra Liste Østbroen. Formand Erik Bo Andersen stemte sammen med DF, mens partiets andet byrådsmedlem, Anker Boje, stemte for grøn omstilling og miljøhensyn.
Afstemningerne viser, at grønne ambitioner ikke er en selvfølge i det nye flertal, heller ikke i sager hvor lovgivning og faglige anbefalinger peger i én retning.
På randers.dk kan alle følge debatter og afstemninger i de konkrete sager:
- Sag 336: Grøn Trepart
- Sag 337: Anbefaling fra Gudenåkomiteen
- Sag 338: Endelig godkendelse af Klima-, Natur- og Miljøpolitikken 2025–2028
- Sag 350: Ankestyrelsens henvendelse om revurdering af to kvægbrug
Særligt sag 350 er principiel. Kommunen har konstateret overskridelser af ammoniakgrænser og har ifølge forvaltningen pligt til at revurdere miljøgodkendelserne. Alligevel har byrådet gentagne gange udsat afgørelsen af politiske hensyn. Sagen står fortsat i bero, selv om der juridisk vurderes at være handlepligt.
Det er et klart signal om, at miljø og natur ikke står øverst på dagsordenen for alle i det nye byrådsflertal.

Den nuværende og kommende formand for Miljø og Teknik udvalget Frank Nørgaard, fornægter både klimaforandringerne og landbrugets belastning af vores fjorde og indre farvande.

Det er ingen hemmelighed at Frank Nørgaard ønsker en opgravning af Gudenåen. Bemærk også hvorledes de to kommende medlemmer af Østbroen Anker Boje og Erik Bo Andersen stemmer modsat.











































