Søndag den 9. marts 2025.Randers Fjord, Udbyhøj - Første tur i den nye sæson: Startede i en kølig havgus og meget lav sigtbarhed. Efter nogle timer tog solen over.
Opklaring og en sulten sæl
Årets første tur til Randers Fjord ved Udbyhøj startede i en tæt og kølig havgus med meget lav sigtbarhed. Den friske luft og duften af saltvand signalerede dog, at foråret så småt var på vej. Efter nogle timer begyndte solen at bryde igennem og sendte sine varmende stråler ned over fjorden, hvilket gjorde oplevelsen langt mere behagelig.
Vandet var faldende, hvilket ofte er en fordel her tidligt på sæsonen.
Jeg bemærkede, at der allerede var kommet liv på det lave vand. Børsteormene var ivrigt i gang med deres gravearbejde, men jeg så ikke meget til kutlinge, tanglopper eller andet småkravl, som rovfiskene normalt går efter.
En nysgerrig sæl dukkede op i overfladen og sendte mig et hurtigt blik, inden den dykkede videre på sin jagt efter fisk. Sandsynligvis var den lige så sulten som jeg og på udkig efter gode fangster.
Tilbageblik.
Tankerne gled tilbage til, hvordan det så i yderfjorden for 5-10 år siden. Dengang ville jeg ikke have været alene på spottet. Der ville uden tvivl have været flere joller, der trak woblere eller blink efter sig, og fiskere iført waders på både nordsiden og sydsiden, hvor der er god adgang til vandet. Tiderne har ændret sig - ikke til det bedre, men fjorden har stadig sin charme.
Ved 13-tiden pakkede jeg sammen og satte kursen mod Randers. Hjemme ventede den varme terrasse, hvor Dorte sad og nød forårssolen i fulde drag. En perfekt afslutning på en god første tur i den nye sæson.
Solen "brændte" havgusen og det satte ind med lidt vind fra det nordøstlige hjørne.
Børteormene er i gang med forårsgravning.
Efter Nordic Waste som modtog omkring to skibsladninger forurenet jord daglig er der blevet langt mellem fragtskibene og deres hækbølger. Det er godt for fjorden!
Stenrevene er en oase i den sandørken som udgør det meste af fjorden. Desværre er der ikke reduceret i tilførelsen af næringsstoffer som er en forudsætning for ålegræs.
Blæretang, men også alger (fedtemøg) har taget stenrevene til sig.