Onsdag den 26. august 2026.
Randers Fjord, Udbyhøj: En tur med en hornfisk, en makrel og en ørred, men også tanker om alger, vandmiljø, landbrugets ansvar og fjordens fremtid.
Hornfisk, makrel, en ørred og en fjord under pres
Jeg var knap kommet afsted mod fjorden, før dagens fisketur fik en politisk undertone.
I bilen lyttede jeg til P1 Morgen.
Mellem nyhederne om Dolly Partons død var der et indslag om landbrugets syn på det dårlige vandmiljø i vores fjorde og indre farvande. Endnu en gang lød det, som om ansvaret først og fremmest ligger alle andre steder.
Samtidig forsøger landbruget nu at bremse og blødgøre et nationalt sprøjteforbud ved at blokere for implementeringen af den grønne trepart.
For mig bekræfter det noget, vi er mange derhar sagt længe: Frivillige aftaler med landbruget dur ikke, når naturen og vandmiljøet betaler regningen.
Men jeg var ikke kørt til fjorden for at føre politik. Jeg ville fiske.
Som så mange gange før satte jeg pontonbåden i vandet ved nordmolen ved Udbyhøj Lystbådehavn.
Vandet var stigende, og jeg gled stille ud på fjorden, mens strømmen langsomt tog fat.
Da jeg nåede Gittermasten nogle kilometer ude, vendte vandet.
Jeg fiskede på østsiden af sejlrenden på vej tilbage. Der var en kraftig modgående strøm, og vandet var let uklart.
Det er altid en særlig fornemmelse at sidde lavt i pontonbåden og lade sig føre med og mod strømmen, mens fluelinen strækker sig ud over vandet.
Fjorden føles stor, selv når landskabet omkring mig er velkendt. Man bliver en lille del af det hele.
Men naturen fortæller også sin egen historie.
Jeg lagde mærke til, at ålegræsset ude i yderfjorden igen var belagt med alger. Det er svært ikke at tænke over, når man samtidig hører diskussionerne om, hvem der egentlig har ansvaret for tilstanden i vores fjorde.
Jeg havde håbet på en håndfuld makreller. Det blev ikke helt den fangst, jeg havde drømt om, men dagen havde alligevel lidt af hvert at byde på.
En hornfisk, en makrel og en ørred blev resultatet.
Tre fiskearter og en fjord, der fortsat fortæller os, at noget ikke er, som det burde være.
Jeg pakkede sammen med den særlige blanding af tilfredshed og eftertanke, som en dag på fjorden ofte efterlader. Fiskene havde været der. Strømmen havde vendt.
Men ålegræsset med algebelægningen blev hængende i tankerne.
For fjorden kan ikke indgå frivillige aftaler. Den kan kun reagere på det, vi mennesker hælder i den eller tillader....
Fiskede på vejen ud af fjorden på vestsiden og på vejen retur langs østsiden af sejlrenden.
I en periode fulgte sælen mig nysgerrigt.
Ørreden kom hurtigt ind i det varme vand. Efter en tur inettet og et foto retur igen.
Ålegræsset vil gerne etablre sig i fjorden, men kampen mod at blive kvalt i alger og fedtemøg kræver sit!
