Lørdag den 22. oktober 2022. Randers Fjord, Udbyhøj: Efter nattens heftige regn, valgte jeg at køre ud til fjordmundingen og nyde det rolige men grålige efterårsvejr.
Masser af skarv på revlen, sortmundet kutling og mindre ørreder
Roede lidt omkring for at besigtige fjordbunden og for at spejde efter eventuelle ørreder der brød overfladen. Kikkede også til den marksten som jeg for efterhånden 5 år siden placerede i et område med udelukkende sandbund.
Stenen blev hurtigt bevokset med muslinger og blæretang og det er den stadig. Næste år er det planen at der skal etableres stenrev og udplantes ålegræs i den ydre del af Randers Fjord. Det kan du læse mere om her: Ja til sten og ålegræs!
Skarv
På revlen ved pollene var der helt sort. Sejlede lidt tæt på og kunne se plus hundrede skarv der hvilede sig. Flere vil i de kommende uger ankomme fra vores nordlige broderlande for at overvintre.
Sortmundet kutling
Langs stensætningen ved havnen kunne jeg se en masse rejer og sandkutling. Indimellem kunne jeg også se en af fjordens nyere fisk den Sortmundede Kutling. Ikke de største eksemplare, men fisk på 5-6 centimeter. Sortmundet kutling blev første gang fanget i det sydlige Danmark i 2008. Siden har den spredt sig.
Velnærede småørreder
På turen rundt fandt jeg flere ørreder der viste deres tilstedeværelse. Et par stykker sprang fri af vandet, mens andre blot viste sig ved en hvirvel.
Havde 6-7 stykke på fluen - fine mindre fisk på midt i 30'erne til lidt over 40 centimeter. Krydser nu fingre for, at skreven ikke får ædt dem alle i løbet af vinteren.
Havde en del mindre ørreder en tur kortvarigt i nettet. Nydelige blanke fisk i god kondition....
Der var aktivitet på havnen det meste af formidagen. De store både skal afmonteres og på land inden vinteren.
Da jeg kom i land kom jeg i snak med et par stykker på havnen. Jeg blev spurgt om jeg havde fundet mine pontoner og kunne svare, at det ikke var mine pontoner der var glemt på Møn, men en god ven's. Pontonerne er stadig ikke dukket op...